Landbruget


Stengården er siden 1997 ejet og drevet af os – Elisabeth og Jens Otto Rasmussen. Vores baggrund for at købe og drive landbrug er vores opvækst på landet og efterfølgende uddannelser som kemiingeniører. 
Vi købte gården for at danne en god ramme for os selv og vores børns liv. Planen var at arbejde deltid som ingeniører og supplerer med hjemmedyrket mad og et lille stalddørssalg.
Stengården blev ved vores overtagelse omlagt til økologisk drift – og vi opbyggede hurtigt et stalddørssalg af friske æg og gode grøntsager.

Bedriften har modtaget tilskud til Pleje af græs- og naturarealer.
Formålet med tilskuddet er at bidrage til at beskytte og forbedre biotopforholdene og biodiversiteten i de prioriterede områder. Tilskuddet har medført, at bedriftens græs- og naturarealer er blevet plejet med afgræsning eller med slæt og dermed er der sikret en god naturpleje af arealerne.

Bedriften har modtaget Økologisk Arealtilskud til at omlægge og drive bedriftens landbrugsarealer økologisk. Formålet med tilskuddet er at øge det økologiske areal i Danmark og derved opnå en række fordele for miljøet og biodiversitet. Tilskuddet har medført, at bedriften har været i stand til at opretholde en økologisk jordbrugsproduktion på bedriftens landbrugsarealer og sælge økologisk producerede fødevarer.


Oksekød fra græsfodret kvæg

Vores køer er blandinger mellem forskellige kødkvægsracer med hovedvægt på racerne Simmentaler og Hereford. Dyrene går hele vinterhalvåret inde i den store dybstrøelsesstald, hvor de kun er tøjret imens de æder. Resten af døgnet har de mulighed for at gå og ligge som det passer dem. Om sommeren (fra 1. maj til 15. november) går alle dyr på græs hele døgnet. Nogle af dyrene er på marker her hos os og resten er hos naboerne eller i skoven, hvor de laver naturpleje. Køerne spiser græs året rundt – om sommeren henter de det selv, men om vinteren fodrer vi dem med det græs, som vi høstede på vores egne marker om sommeren. Vores køer og kalve fodres ikke med korn eller majs.

Hvis du er interesseret i at købe oksekød, skal du tilmelde dig nyhedsbrevet. Der kommer et nyhedsbrev med besked om slagtninger ca. 5 gange/år.