Nyhedsbrev Marts 2020

Nyhedsbrev Marts 2020

Nyt fra Stengården Marts 2020
Her er en lille våd vinterhilsen på tærsklen til den første forårsmåned.
Du kan i det følgende læse mere om
– de første forårsfornemmelser  i drivhuset
– høst af  friske kålskud på marken
– spisninger i caféen
– vand, vand og atter vand
– og så kan du igen bestille oksekød

De første spirer

I drivhuset er fine nye borde til at spire småplanter på i løbet af vinteren blevet bygget – og indtaget af de første porrer, spidskål og salatplanter. Snart skal bordene også fyldes af tomater, chili, agurker, græskar og mange andre planter der kræver lidt varme inden de kan udplantes. Dejligt – efter 20 år med småplanter på jorden – at få dem op i højden.
I drivhusets jord er den første spinat, rucola og lidt radisser sået. Det bliver, sammen med overvinterede purløg og hvidløg, de første nye afgrøder med høst fra ca 1. april. Mizuna og andet asiatiske bladgrønt høster vi allerede nu fra vores nye polytunnel.

Høst af kål i februar/marts

Når grønkålen fra 2019 stadig står på marken kan vi blive ved med at høste af den. Lige nu sætter grønkålen fine nye blade, som har en hel speciel mild kålsmag. Husk at nyd det nu… det er en kort sæson inden grønkål går i blomst og ikke længere producerer de fine blade. Fra marken høster vi også stadig rosenkål, de fine kalette og en lille smule lilla vinterbroccoli. Så der er altid frisk Kål-vitaminer i butikken. :-).

Regnfuld vinter – og snart forår

Ingen er vist i tvivl om, at vi har den vådeste vinter nogensinde. For os og vores dyr har det haft nogle meget store udfordringer. Vi vil gerne muge ud i hønsehuset ca hver 3. måned året rundt, men det har været helt umuligt, fordi vi ikke kan køre gødningen ud i kompostbunken på den våde jord.  Hønsene går derfor nu på et meget tykt lag halm og møg – heldigvis kan vi hæve foderrender og andet inventar – så der er stadig fint og tørt  i huset. Det samme gælder for kostalden, som lige nu indeholder mere møg end nogensinde før. Men ved hjælp af nogle højrere stolper kan vi stadig adskille køerne i stalden. Det giver den fordel, at gæster fra fodregangen, bedre kan se både køerne og især de små kalve.
Markerne, hvor vi snart gerne vil i gang med at dyrke kartofler og grøntsager, er meget, meget våde, så vi må væbne os med rigtig meget tålmodighed. Hvis man kører på en våd mark kan jordstrukturen være ødelagt i flere år, så al det gode dyrkningsjord vi har bygget op gennem mere end 20 års økologisk dyrkning kan ødelægges med en enkel traktortur. Vi venter derfor – og satser på, at vi også i år – kan komme i gang i marken inden 1. april.

Spisning torsdag aften  i caféen
I Stengårdens Café, som drives af superkokken Peter Kjær, er det nu blevet fast tradition med torsdagsmiddag. Konceptet skifter lidt fra gang til gang – så du er nød til at følge med på Facebook eller Instagram.  Menuerne skifter,  men en aften med flæskestegssandwich er på programmet i marts.
Velsmagende,  100 % økologisk – og rigtig mange råvarer fra Stengården – er det gennemgående.
Du kan finde menuer og mere info på caféens Facebook og Instagram.
Åbningstiderne for caféen er torsdag og fredag kl 11,30 til 18, lørdag og søndag kl 10 til 16.
Oksekød fra Stengården
Du kan købe kød fra vores egne køer. Køer og kalve lever udelukkende af græs og går det meste af året ude på naturarealer, hvor de holder områder åbne og nedgræssede og medvirker til at øge biodiversiteten på de arealer.
Lige nu kan du bestille bøffer og stege til 200 kr/kg.
Kødet bestilles ved at sende en mail til oksekod@stengaardenoko.dk.linux99.curanetserver.dk. Eller læs mere her
Stengårdens økologiske gårdbutik
I Danmarks største økologiske gårdbutik har vi lige nu påskeæg fra vores egne høns – og andre gode “æg”producenter.
Vi har åbent alle dage.
Mandag til fredag kl. 12 til 18
Lørdag kl. 10 til 16
Søn- og helligdage kl. 12 til 16.

Relaterede historier

Oksekød Februar 2023